For dig, der laver lydoptagelser

Når du optager lyd - også som en del af video - skal du være opmærksom på hvor du befinder dig, og hvem du optager.

Stedet

  • Du må ikke uberettiget skaffe dig adgang til ikke frit tilgængelige steder.
    • Det gælder fx, hvis du opbryder en lås eller snyder dig til adgang, eller går ind i en andens have eller hus uden formål.
  • Du må gerne opholde dig på privat, men frit tilgængelig grund, så længe du overholder regler (fx mark- og vejfredsloven).
    • Hvis ejeren beder dig om at forlade stedet, skal du gøre det.
  • Du kan blive erstatningsansvarlig, hvis du ødelægger ejendom – uanset om dit ophold var lovligt.

Lydoptagelser

  • Du må gerne optage samtaler mellem dig selv og andre.
    • Det anbefales, at du oplyser det, hvis det ikke er tydeligt (fx uden for interviewsammenhæng).
  • Du må ikke optage andres samtaler, som du ikke selv deltager i, uanset hvor samtalen foregår.
    • Du må gerne optage på vegne af én, der deltager i samtalen.
  • Du bør undgå at optage samtaler mellem dig og din arbejdsgiver, da det kan få ansættelsesretlige konsekvenser.

Selvom lydoptagelsen er lovlig, kan offentliggørelse være ulovlig - fx hvis den indeholder private eller æreskrænkende oplysninger.

I samfundets interesse

  • Mediearbejdere har ikke automatisk særlig adgang til steder eller samtaler.
  • I særlige tilfælde har mediearbejdere udvidet adgang, hvis:
  • Nyhedsformidlingen og offentlighedens interesse vejer tungere end privatlivets fred.

Der gælder særlige regler for mediearbejdere ift. politi og redningspersonale - fx brug af pressekort til at komme bag afspærringer.

 

 

En mediearbejder var fulgt med en demonstration ind i en ministers have gennem en ulåst havelåge. Dette var et ikke frit tilgængeligt sted. Højesteret afvejede hensynet til privatlivets fred overfor hensynet til nyhedsformidlingen. Højesteret bemærkede, at det ”er vigtigt, at medierne får lejlighed til over for befolkningen at skildre begivenheder, der angår emner af offentlig interesse, og som skønnes at have en sådan nyheds- og informationsværdi, at de bør omtales. Hensynet til nyhedsformidlingen er vægtigt, når der - som i den foreliggende sag - er tale om en demonstration vedrørende et aktuelt politisk emne….Har emnet offentlig interesse, må der også ved sådanne aktioner ske en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for de interesser, som er krænket ved aktionen. "

I den foreliggende sag var tiltaltes krænkelse af privatlivets fred forholdsvis beskeden, også fordi hendes tilstedeværelse i haven ikke i sig selv i væsentlig grad kan have forøget den krænkelse, som demonstranternes indtrængen i haven indebar. Højesteret udtalte desuden, at det var uden særlig betydning, at demonstration var planlagt netop for at få påkalde sig mediernes fokus. 

Skjulte optagelser

  • Der findes ingen særregler for skjulte optagelser - hvis du lovligt må optage, må du også gøre det skjult.
  • Men: Tydeligheden for de involverede har betydning for vurdering af privatlivskrænkelse.
  • DJ anbefaler derfor, at du er åben om, at du optager - medmindre optagelsen af særlige grunde må være skjult.

Hvis du har identificeret dig som journalist, må kilden normalt forvente, at samtalen optages.

 

Ikke frit tilgængelige steder

Et område betragtes som ikke frit tilgængeligt, hvis det fx er:

  • Omkranset af mur, plankeværk, hæk m.m. (behøver ikke være aflåst).
  • Et sted med adgangsbegrænsning, selv uden betaling.

Hvis et område ikke er lukket, men ikke er udlagt til offentlig brug (fx en mark), må du gerne gå derind – men du skal forlade stedet, hvis du bliver bedt om det. 

Læs mere om frit eller ikke frit tilgængeligt

Hvem er mediearbejder?

En mediearbejder er en person, som:

  • Skaber eller bidrager til redaktionelle værker
  • Fx fotografer, journalister eller andre, som indhenter, bruger eller formidler oplysninger fra/om kilder